Laurs Hase Jepsen
(1490-)

 

Familie

Ægtefæller/børn:
Anne Nielsdatter

Laurs Hase Jepsen

  • Født: 1490, Gødvad sogn, Hids Herred, Viborg amt
  • Ægteskab: Anne Nielsdatter
  • Død: Resendal, Gødvad sogn, Hids Herred, Viborg amt
Billede

punkttegn  Generelle notater:

Ejer af Resendal gård og herredsfoged. Deltog i Grevens Fejde på Skipper Klements side og mistede som straf en del af sin ejendom.

Laurs Jepsen i Resendal, herredsfoged i Hids herred, død før1546, og gift (2) før 1546 med Jens Hasse sst, nævnt 1557.
Børn med Laurs Jepsen

Jep Laursen:
Rasmus Laursen
Kirsten Laursdatter gift med Rasmus Eriksen i Århus, nævnt 1557 og 1585.
Maren Laursdatter gift med Peder Laursen i Farre, nævnt 1557 og 1585.
Anne Laursdatter nævnt 1585 Hammel.
Christen Laursen skolemester død 11/7 1584 Odense, uden livsarvinger.Anne Nielsdatter var 1.gang gift med Laurs Jepsen, og efter hans død blev hun gift med Jens Hasse, hvilket fremgår af en retstrætte 1557 om Skægge skov, som Jens Sejersen i Farre havde købt af sin frænde Mads Nielsen, "og da blev samme skød
er tilbagedømt og Mads Nielsens søskende, som var Anne Nielsdatter i Resendal og hendes søskende tildømt, hvilken Anne Nielsdatter, som var fornævnte Jep Laursens og hans søskendes moder, og fornævnte Jens Hasses hustru udi Resendal." Laurs Jepsen døde før 1546, idet Jens Hasse i Resendal, Niels Lund i Ennesse og Rasmus Tomasen i Klintrup dette år på deres hustruer Anne, Gissel og Birgitte Nielsdatter deres vegne havde stævnet Laurids Sejersen i Sorring på hans brorbørn
Jens Sejersens børns vegne angående en gård i Farre Bratzengård, som Las Pallesen havde skødet deres hustruers far, men senere havde Jens Sejersen fået skøde på samme gård af Las Pallesens søn Jens Lassen. Hendes børn med Laurs Jepsen er kendt fra et tingsvidne i Viborg landsarkivs privatarkiv, som i uddrag lyder: "Tomas Poulsen i Bording, som da sad i dommersted på Hids herreds ting, Peder Christensen i Sejling, Jeppe Nielsen i Serup og Stig Skriver gør vitterligt, at anno domino MDLXXXW (1585) tirsdagen, som var den 16 februar, var skikket på fornævnte ting ærlige og velfornuftige mand Jep Laursen i Resendal lovlig bad og fik et fuldt stokkenævn af efterskrevne 24 trofaste dannemænd, som alle vidnede på deres gode tro sjæl og rette sanden, at det dem fuldt vitterligt i Guds sandhed, at salig mester Christen Lauridsen, født i Resendal, som var skolemester i Odense i Fyn, som der døde i næst forgangen år ved sankt Knuds dags tide, han havde ikke mere eller rettere livsarvinger efter sig den tid, Gud kaldte ham af denne forgængelige verden, end Jep Lauridsen i Resendal og Rasmus Lauridsen sst, Maren Lauridsdatter i Farre, Kirsten Lauridsdatter i År
s og Anne Lauridsdatter i Hammel, som er hans ærlige søskende både på fædrene og mødrene."
Laurids Nielsen Hase stod for Resendal fra faderens død til efter 1557, så han må som faderen ligeledes have været den største lodsejer. Det var nu ikke hele Resendalgodset, han besad, idet nogle medarvinger tidligere havde fået deres arvelod i mark eng og skov afdelt for at drive den selv. Det var denne lod, der tilhørte disse medarvinger, som de, men ikke Laurs Hase, i 1557 havde forbrudt til KM, hvilket ifølge Brock skulle være sket på grund af Klemendsfejden. Det er der intet der tyder på, idet alle selvejere i de oprørske herreder allerede 1535 blev fradømt deres selvejerrettighed men ikke brugsretten, hvorfor de fortsatte som fæstere, hvorimod ejerne af den omtalte arvelod i 1557 forbrød brugen af deres bondegods og måtte opgive det. Grunden dertil er ikke kendt, men en hyppig årsag til, at fæstebønder forbrød deres fæste og selvejeres bondegods hjemfaldt til KM, var store resterende skatter og afgifter.Denne lod blev samme år fæstet til Laurs Hase og hans medarvinger, hvilket fremgår af tingsvidner af Hids herreds ting 16/10 1683 og 28/4 1685, hvori Laurids Andersen og hans søn Anders Lauridsen i Resendal havde svaret, at deres formænd havde haft den forbrudte lod i fæste, lige siden den blev forbrudt, og da fremlagde de et pergamentsbrev, hvori samfrænder kundgjorde, "at de MDLVII (1557) var forsamlet i Resendal med Søren Olufsen slotsfoged på Silkeborg på lensmandens vegne, eftersom de var tiltaget af lensmand på Silkeborg Frands Bille på KM vegne og af Las Hase på sine egne og medarvingers vegne for at sætte den skæppeskyld, KM kunne tilfalde af den forbrudte lod, som de medarvinger, som samme lod tilhørte, havde forbrudt til KM og riget." Af ovennævnte sag synes at fremgå, at måske også andre medarvinger havde fået afdelt deres arvelodder for selv at drive dem, idet"endnu for fogden var fremvist et samfrænders 12 mænds brev samt Peder Madsen, ridefoged på Silkeborg, på sin husbond Jens Kåses vegne formeldende, Resendal ikke at være uden een gård, dateret Resendal MDLXV "(1565). Dette skyldtes formodentlig, at ifølge Frederik 2. reces 1558 § 40 skulle "een arving og ikke flere besidde et bondegods, men de skulleannamme fyldest af den, som gården besidder, hvis den kan ydermere tåle over kongelig tynge efter lensmandens og samfrænders tykke". Dette påbud var altså for Resendals vedkommende efterkommet, hvilket blev bevidnet 1565. At skæppeskyld ogs
å tidligere skulle sættes af samfrænder efter gammel skik, fremgår af en kongelig rettertingsdom 1537.
Da Frederik 1. døde på Gottorp 10. april 1533, var Danmarks politiske horisont mørk og skyet. Striden mellem den gamle og nye religionslære havde delt befolkningen i to lejre, ingen tronfølger var valgt, og forholdet til Norge og hertugdømm
erne meget løst.
I juni samledes en herredag i København for at skaffe landet en konge. Valget stod mellem Frederik 1.s to sønner, hertug Christian, der var protestantismen hengiven, og den 12-årige hertug Hans, hvem den katolske majoritet ønskede på tronen
; men da ingen af partierne kunne sætte sin kandidat igennem, enedes man om at udsætte valget til næste sommer for at få nordmændene med.
I religiøs henseende benyttede katolikkerne i Rigsrådet ledede af bisperne deres overmagt til at gennemføre en reces, der lagde udnævnelsen af præsterne i bispernes hånd, hvorved man søgte at sætte en grænse for den nye læres udbredelse. Misfornøjede herover forlod flere protestantiske adelsmænd ledede af Mogens Gjøe herredagen. Resultatet var således magert, om end det lykkedes at slutte et gensidigt forsvarsforbund, en >union< med hertugdømmerne, og de ydre forhold var mege
t truende.
Hovedfaren kom fra Lübeck, hvor den dygtige leder af Folkepartiet borgmesteren Jørgen Wullenwever nærede store planer om at hæve byen til dens gamle magt. Foreløbig ønskede han dog hertug Christian på tronen; men da alle de forsøg, han, Mogens Gjøe og Malmøs borgmester Jørgen Kock gjorde på at bevæge hertugen til at modtage kronen, slog fejl, gik han sine egne veje. Stolende på den sympati, de lavere stænder nærede for den fangne kong Christian 2., ville han benytte sig heraf til at bringe Danmark og om muligt også Sverige ind under Lübecks overhøjhed. En villig hjælper fandt han i den mand, der har givet krigen dens navn, Christian 2.s unge frænde, grev Christoffer af Oldenburg, og mellem denne fyrste og Lübec
k sluttedes der forbund. Fangens navn var et feltråb og intet andet, idet det bestemtes i traktaten, at lykkedes det at befri ham fra Sønderborg, skulle han overgives til de lybske.
Efter at have skuffet sine fjender ved et skinangreb på Holsten gik grev Christoffer om bord på en lybsk flåde og landede 22. juni 1534 ved Skovshoved. København sluttede sig villig til ham, Sjælland var ganske blottet for tropper, og adele
n fulgte derfor halvt nødtvungen efter.
I Skåne var Malmø alt vunden, og da adelen ikke gjorde modstand, var greven i 6 uger blevet herre over Østdanmark, som han styrede som gubernator i Christian 2.s navn. Anderledes gik det i Jylland. Her fik Mogens Gjøe samlet en herredag i R
y, hvor ved lavadelens hjælp, trods bispernes modstand, hertug Christian blev valgt til konge og virkelig modtog kronen (juli 1534). Religionsspørgsmålet stilledes foreløbig i bero.
Imidlertid havde fynboerne gjort opstand understøttede af Christoffers tropper, og i Nørrejylland rejste Christian 2.s gamle tilhænger skipper Clement vendelboerne. Han indtog Ålborg, og da den jydske adel drog mod bønderne, led den et nederlag ved Svenstrup (oktober 1534), hvorefter opstanden bredte sig over hele jylland med undtagelse af østsiden syd for Gudenåen. Det lykkedes dog Christian 3. i november at få sluttet fred mellem hertugdømmerne og Lübeck, hvorved han fik fr
ie hænder. I ilmarch drog nu hans udmærkede feltherre Johan Rantzau mod nord og stod 18. december foran Ålborg, som blev taget i et stormløb.
På en måned var Jylland blev besejret, og det straffedes strengt. Skipper Clemens og hovedmændene henrettedes, bønderne i de oprørske sysler dømtes fra liv og gods og fik kun kongens nåde ved at betale store bøder og tage deres gårde til fæ
ste af kronen.
Grev Christoffer kunne ikke bringe hjælp, da han i Skåne blev angrebet af Gustaf Vasa, med hvem lybeckerne i sommeren 1534 var kommet i krig. I Lübeck begyndte man nu at tvivle på et heldigt udfald af krigen og søgte derfor en ny allieret i hertug Albrecht af Mecklenburg. Denne fyrste, der var gift med Christian 2.s søsterdatter, havde nok lyst til at vinde Danmark og gik villig ind på forbundet, men hans høvedsmand, greven af Hoya, der bragte tropper til Skåne, modtoges meget køligt af Christoffer. De allierede kæmpede for øvrigt uheldig, idet den skånske adel gik over til svenskerne, og ved Helsingborg vandt Gustaf Vasa en stor sejr januar 1535. Med undtagelse af Malmø, der forsvaredes af Jørgen Kock, Landskrona og Varberg, hvor den lybske anfører Marcus Mejer ved list var bleven herre, var de skånske provinser nu atter underlagt Danmarks konge. Til gengæld for den skånske adels frafald lod de to grever foretage en formelig adelsjagt på Sjællan
d og Fyn. Borgene gik op i luer, og en mængde adelsmænd førtes som fanger til Mecklenburg.
Marts 1535 hyldedes Christian 3. på Viborg ting, og samtidig sendtes nogle fænniker knægte mod Malmø. Med resten af hæren gik Johan Rantzau i al stilhed fra Als over til Fyn, hvis ringe besætning måtte indeslutte sig i Assens, og da grevenaf Hoya søgte at overrumple de kongelige tropper, led han et stort nederlag ved Øksnebjerg juni 1535. Han selv faldt i kampen, og næsten halvdelen af hans hær blev taget til fange, blandt dem Gustav Trolle, den fordums ærkebiskop i Uppsala. En forenet dansk-svensk-preussisk flåde - Christian 3. havde nemlig fået hjælp af sin svoger hertug Abrecht af Preussen - under anførsel af Peder Skram havde jaget den lybske hovedflåde ind til København og ødelagde nu efter Øksnebjerg-sla
get en anden flådeafdeling i Svendborg Sund, et tab, lybeckerne ikke kunne overvinde.
Efter at Fyn var blevet besejret og hårdt straffet, gik Christian 3. med hæren over til Sjælland og begyndte at belejre København (juli 1535). Byen indesluttedes til lands fra Sundet til Kalveboderne og blokeredes til søs af de forenede flåder. Men da Amager ikke var besat af de kongelige tropper, måtte belejringen blive langvarig. I Lübeck var det krigslystne folkeparti blevet svækket ved de mange nederlag, det gamle patriciske råd fik atter magten, og Jørgen Wullenwever måtte nedlægge sit embede. Foreløbig fortsattes dog krigen, men med stor lunkenhed, og i vinterens løb åbnedes der forhandlinger, der endelig førte til freden i Hamburg (februar 1536), hvor Lübeck anerkendte Christian 3. som konge mod at få sine privilegier stadfæstede. I efteråret og vinteren havde Landskrona, Krogen og Kalundborg overgivet sig, Malmø kapitulerede i april, og kun Varberg og København holdt stand, da de håbede på hjælp fra pfalzgrev Frederik. Denne fyrste havdeægtet Christian 2.s datter Dorothea, og da kejser Karl 5. lovede ham bistand til at gøre sine rettigheder gældende, var situationen ikke uden fare for Christian 3. Det gjaldt derfor om at skynde sig. Nederlænderne fik ordre til at udruste en flåde, men deres vrangvilje og en krig, der 1536 udbrød mellem Karl 5. og Frants 1. af Frankrig, hvori Christian 3. deltog ved et indfald i Groningen, forhindrede foreløbig dens afsejling, og da den endelig lå sejlklar, var det for sent.København var nu blevet fuldtstændig afspærret, men uagtet Varberg var erobret, og der herskede megen nød i byen, ville dog fyrsterne og det lille krigsparti, der lededes af borgmesteren Ambrosius Bogbinder, ikke høre tale om overgivelse og dæmpede borgernes misfornøjelse med våbenmagt. Først da alle forråd var spist op, og hjælpen stadig udeblev, overgav byen sig 29. juli 1536. Hertug Albrecht og greven fik tilladelse til at drage bort med deres folk, og borgerne opnåede næs
ten almindelig amnesti.
Krigen var således endt. Den havde dels været et mislykket forsøg fra Lübeck på at genvinde sin fordums magtstilling i Norden, dels de upriviligerede stænders sidste fortvivlede kamp mod de højere for størstedelen endnu katolske stænder. Borgerne og bønderne var ganske vist blevet besejret, men ikke af adelen. Det var kong Christians tyske feltherre og tyske landsknægte, der havde knust modstanden, og resultatet viste sig snart. Idet kongens sejr medførte den gamle kirkes fald. Efter samråd med de højere officerer og sine tyske samt enkelte danske rådgivere lod Christian 3. i august de i byen værende katolske bisper fængsle, og under et stærk pres måtte Rigsrådet udstede en erklæring, hvori det godkendte det skete og lovede ikke at modsætte sig den evangeliske lære. Reformationens indførelse forberedtes således ved et regelret statskup. På den snartfølgende rigsdag i København (oktober 1536) viste det sig også, at kongen var den egentlige sejrherre, idet den håndfæstning, der udstedtes her, udvidede hans magt på flere punkter. Norge havde under hele krigen holdt sig i baggrunden. Vel havde ærkebiskoppen, Olaf Engelbrektssøn, søgt at gøre landet uafhængigt, men dels optrådte han meget svagt, dels holdt befolkningen sig ganske rolig, og i håndfæstningen bestemtes det nu, at Norge for fremtiden skulle være >som et ledemod af Danmarks Rige<. Blottet for en modstandsdygtig adel fandt landet uden nævneværdig modstand sig i, at dets selvstændighed således i det mindste formelt gik til grunde. På samme rigsdag afskaffeds ved recessen af 30. oktober 1536 den katolske bispeværdighed, og reformationen indførtes. Også her tog kongen løvens part, idet det rige bisp
egods tilfaldt kronen.
åØåNogle slag under grevens fejde
Slaget ved Svenstrup - 15. oktober 1534
Stormen på Ålborg - 18. december 1534
Slaget ved Øksnebjerg - 1535

Bønderne må bødeDe oprørske Bønder bleve tiltalte til Landsthinget og der dømte i Kongens Naade og Unaade med Liv og Gods; da maatte hvert Herred udgive sit aabne Herredsbrev, hvori Bønderne vedgik at have forbrudt Hals og Eiendom, fordi de havde hyldet Skipper Clement, Skipper Thomas og det Parti imod den Eed og Huldskab, de med Landets menige Indbyggere havde svoret den udvalgte Konge i Horsens. For at 1øse deres Hals igjen oplode og afhændede de til Kongen og hans efterkommere alt deres Bondegods og Eiendom som forbrudt Gods til evig Tid, med mindre Kongen vilde benaade dem. Ligeledes vilde de med Sølv, Penge anden Formue erlægge deres Brøde og Faldsmaal, og siden staae Enhver til Rette efter al Tilbørlighed. Endelig vilde
de sværge en ny Troskabseed til Hr. Johan Rantzau paa Kongens Vegne.Uagtet dette Brev gav Hertug Christian uindskrænket Magt over Bøndernes Eiendom, forstaaer det sig, at ikke den hele Befolkning i de, urolige Herreder blev dreven fra Huus og Hjem. Selv om Hertug Christian ikke havde afskyet et saadant Tyranni, havde han jo større Fordeel af at lade jordegne Bønder blive Kronens Fæstere, og at lade dem, der ikke vare jordegne, løse deres hals med Øxne eller Penge - "til en usigelig Summa" siger Hvitfeld, og at dette Udtryk ikke er overdrevet, seer man af enkelte bekjendte Summers Størrelse; saaledes maatte Enevold Eriksen i Hvidbjerggaard paa Mors løse sig med et tusind Mark Penge! Enhver blev beskattet efter sin høieste Evne og Formue af Peder Ebbesen og Axel Juel, som fik Befaling til at tinge med de Oprørske om Halsløsning; andre betroede Mænd paalagdes det at oppebære de betingede Boder. Men det er vist, at efter at den første Skræk havde sat sig lidt, gjorde Almuen i flere Vanskeligheder ved at udgive deres
Halsløsning, saa at Regeringen maatte drive paa dem med truende Breve; og ikke mindre vist er deri at ingenlunde Alle fik deres Gods og deres Hals løste med Øxne eller Penge.
åØåRettersagerDer vare jordegne Bønder, hvis Gaarde virkelig inddroges under Kronen af denne afhændedes som forbrudt Gods. Man seer det blandt Andet af en Dom, fældet paa Kongens Retterthing i Aalborg den 15de April 1537, altsaa mere end to Aar efter Clementsfeiden og længe efter hele Krigens Ophør. Da havde den ovennævnte Axel Juel til Villestrup indstævnet tre Selveiere i Borup i Hindstedherred og i Hellum By og Herred, fordi de ikke vilde fravige deres to gaarde, uagtet de havde forbrudt dem til Kronen for Deltagelse i Oprøret, og uagtet Kongen havde givet Axel Juel disse Gaarde til Arv og Eie. Axel Joel fremlagde da det anførte Herredsbrev, der paabyrdede de Indstævnte Beviset for deres Uskyldighed; han beviste tillige,at de tre Mænd havde været med for Randers imod Adelen, og at de to af dem havde taget Deel i at plyndre Gaardene Næs og Torstedlund. Bønderne beraabte sig paa, at de havde arvet deres Gaarde efter deres Forældre og fremlagde Vidnesbyrd afnogle af deres Herredsmænd, der erklærede, at det var dem uvitterligt, at de tre Mænd havde brændt eller plyndret gode Mænds Gaarde. Men Sagen gik dem dog imod, fordi de ikke kunde benegte at have været med for Randers, og fordi Vidnesbyrdaf andre Bønder i oprørske Herreder ikke ansaaes tilstrækkeligt til at afbevise Sigtelsen for Adelsgaardenes Plyndring; deres Gaarde bleve tildømte Kronen og Axel Juel erklæret for den rette Eiermand. Om han derefter har drevet Bønderne ud
eller ladet dem sidde som sine Fæstere, vide vi ikke. Dette var ingenlunde det eneste Tilfælde af denne Art.Mange af Deltagerne i Opstanden mistede deres Eiendomme, Andre forfulgtes baade paa Liv og Gods. Saaledes indstævnede ligeledes i Aaret 1537 Provst Svend i Vestervig Kloster den Oluf Duus, der var Anfører for Skipper Clements Parti i Thy, fordi han havde øvet Vold imod Klosteret; og da Oluf Duus ikke som andre Bønder i Thy havde bødet sin Halsløsning til Kronen, dømte Kongen ham paa Retterthinget i Vestervig til at have sit Liv og Gods forbrudt og derom staae i hans Naade og
Unaade.
Tvivlsom retssikkerhedDisse strenge Domme over underordnede Personer saa lang Tid efter at hele Krigen var endt, viser, at den Haardhed, der udøvedes strax efter Opstandens Undertrykkelse, ikke ene bar været fremkaldt ved Øieblikkets Nødvendighed. Christian denTredie, hvis personlige Mildhed vistnok ikke kan betvivles, og som ikke undlod i flere Tilfælde at sætte en Grændse for den seirende Adels Voldsomhed imod Almuen, synes at have taget sig Opstanden i Jylland meget nær til Hjerte, endskjøndtdet dog i det mindste er tvivlsomt, om det halve Valg i Rye og Hyldningen ved Horsens virkelig berettigede ham til at betragte dem, der reiste sig for Christian den Andens Sag, som Oprørere af det værste Slags, der ingen Naade fortjente, hverken den maaskee vildledte Almue i det Hele eller de enkelte Ledere i særdeleshed. Og aldrig kan det undskyldes, at Regeringen straffede Uskyldige og Skyldige i Flæng. Det var en aabenbar Uretfærdighed, at gjøre Beboerne af de oprørske Herreder ansvarlige Alle for En, eller at lade saadanne Herreder - det var 49 af Nørrejyllands Herreder - erklære sig strafskyldige, og lige strafskyldige, saa at alle der boende Bønder skulde have Liv og Eiendom forbrudt, hvad enten alle, eller mange, eller faa af Herredsmændene havde deltaget i Reisningen, alene med Undtagelse af dem, der kunde bevise deres Adkomst til at fritages for den almindelige Fordømmelsesdøm. At føre et saadant Beviis maatte i mange Tilfælde være selvde fuldkommen Uskyldige umuligt, især naar man ikke vilde lade Vidnesbyrd af deres egne Herredsmænd gjælde. Enkelte Tilfælde forekomme vel, hvor Beviset maaskee er ført, eller hvor man i alt Fald har ladet Naade gaae for den saakaldte Ret;men slige Tilfælde maatte være langt talrigere, end de nu lade sig finde, for at svække den retfærdige Uvillie over en Justits, der summarisk bryder Staven over det halve Land for Gjerninger, kun Kampens Udfald gav Seierherren snarere en Adkomst end en Ret til at kalde Forbrydelser, og derefter ved et Magtsprog befrier sig fra den Pligt, at bevise den Enkeltes Brøde, ved at vælte Beviisbyrden over paa den, der vil gjælde for Uskyldig. At dette virkelig var Meningen med at lade Herrederne erklære sig skyldige, har Regeringen selv udtalt. Et Øieblik opfattede de udnævnte Taxationsmænd deres Opgave saaledes, at de kun skulde bestyrtede deres Bondegods, som fandtes skyldige; men Hertug Christian indskærpede dem, at alt Bondegods i de Herreder, hvor der havde været Oprør, skulde taxeres og "sættes for Fæst"; naar det var skeet, skulde den, der skjelligen kunde bevise at være uskyldig og ikke have været med i Oprøret, komme til Hertugen personlig med s
ine Beviser. Fandtes hans Paastand da grundet, skulde han faae Brev paa sit Gods!
åØåOptræk til nye oprørMan vil da uden Tvivl finde det meget begribeligt, at om Bevægelsen end øieblikkelig kuedes ved en Syndflod af Undertrykkelser og Henrettelser, ulmede llden dog længe og truede i Foraaret 1535 at bryde ud paany i lys Lue. Almuen i Øster- og Vesterherreder, Nørreherred, Gjørding- og Skads-Herreder, og Lønborg Birk, negtede at udgive den Halsløsning, de ved deres aabne Breve havde forpligtet sig til, da de meente, at siden Sølvskatten var udskreven, burde de ikke give meer endtre Lod Sølv hver, som andre Bønder. Hertug Christian tilskrev disse Herreder haarde Breve, hvori han forkaster deres Udflugter og paalægger dem under Tab af Liv og Gods at optinge med Peder Ebbesen og Axel Juel om Halsløsning som andre oprørske Herreder; hvorhos han bød de to Commissærer at efterspore hvem det er, der opægger Almuen imod ham. Noget forsigtigere er Tonen i hans Breve til Vendelboerne. Han havde i Begyndelsen af Juni 1535 faaet Underretning om, at de havde sendt fire Mænd til Grev Christoffer i Kjøbenhavn for at lade ham vide, at kunde han sende dem Hjælp, vare de villige til at reise sig endnu engang. Hertug Christian blev kjendelig foruroliget ved denne Efterretning og tilskrev strax Bøndernei Vendsyssel, at Klager over lovstidig Undertrykkelse vare komne ham for Øre, hvorfor han havde paalagt Hr. Mogens Gjøe og Erik Banner at begive sig til deres Land for at haandhæve Lov og Ret og forsvare de Undertrykte. De skulde i ham have en naadig Herre, dersom de nu vilde sidde stille og hver passe sin Næring, samt udlevere dem, der ved nye Opæggelser søge at styrte Almuen i Fordærvelse. Thi dersom Vendelboerne atter reiste sig, nødtes han til at straffe dem paa Liv og Gods uden Naade. Mogens Gjøe og Erik Banner paalagde han tillige at see at komme paa Spor efter Hovedmændene og da anholde dem til nærmere Befaling. Hvilke Skridt de to Mænd foretage sig, er os ubekjendt; men selv om Vendelboerne ikke have væ
ret meget modtagelige for deres Forestillinger, tog Krigen netop i Juni 1535 en saa gunstig Vending for Hertugen, at der nu ikke mere kunde være Tale om at modsætte sig ham ved en ny Opstand.

Billede

punkttegn  Begivenheder i hans liv:

• Beskæftigelse: ejer af Resendal gård og Herredsfoged i Hids Herred.


Billede

Laurs blev gift med Anne Nielsdatter, datter af Niels Mikkelsen Hase og Kirsten Madsdatter. (Anne Nielsdatter blev født i 1500 i Født ca. Resendal.)




Hjem | Indholdsfortegnelse | Efternavne | Navneliste

Denne hjemmeside blev lavet 21 Aug. 2015 med Legacy 7.5 fra Millennia